10.2.11

Sandemose og loven


Det startede med Aksel. Engang var han sømand. Men så gik han hen og begyndte at skrive bøger og endte med at blive kendt for ti sætninger i en roman fra 1933. Tænk engang. Her er de, linierne i Janteloven, som vi kender den:

Du skal ikke tro at du er noget
Du skal ikke tro du er lige så meget som os
Du skal ikke tro du er klogere end os
Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os
Du skal ikke tro du ved mere end os
Du skal ikke tro du er mere end os
Du skal ikke tro at du duer til noget
Du skal ikke le ad os
Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig
Du skal ikke tro du kan lære os noget

Men i 1978 tænkte Poul A. Jørgensen (måske?), at den dér Jantelov ikke var særlig opbyggende, optimistisk eller opfindsom. Poul var lærer. Og han skrev den positive Jantelov:

Du skal vide, vi andre regner med dig
Du må indse, at mindst 4-5 mennesker - dine nærmeste - er helt afhængige af dig
Du skal vide, at vi ved, at der er noget godt og værdifuldt i dig, som vi har brug for
Du skal vide, at du har nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af
Du skal vide, at vi andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket
Du skal vide, at du hører sammen med os
Du skal vide, at vi vil gøre meget for dig
Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen er meget afhængige af din indsats
Vi - du og jeg - kan løse problemerne i fællesskab

Og så blev mange mennesker lidt gladere, tror jeg. Det er rart at høre, at man er noget. At man er vigtig og god.
Men (og det er her denne blog kommer med sit bidrag til lovteksterne) kunne det ikke også være en ide at vide noget om andre end én selv? Både Janteloven og den positive version handler om dig. Her er den spejlvendte Jantelov. Den handler om alle andre end dig selv:

Du skal vide, at alle andre mennesker er noget
Du skal vide, at alle andre er lige så meget som dig
Du skal vide, at andre også er kloge
Du skal vide, at andre også er gode
Du skal vide, at andre kan vide mere end dig
Du skal vide, at andre har værdi
Du skal vide, at alle andre dur til noget
Du skal kunne le ad dig selv
Du skal forsøge at synes om alle andre
Du skal vide, at andre kan lære dig noget

Aksel Sandemose var alkoholiker og døde i 1965. Poul A. Jørgensen er det svært at finde information om. Denne blogskribent har lige spist en muffin (som smagte godt).

3 kommentarer:

  1. Hvor er det dejligt at se, at der begynder at ske noget herinde - altså mht. kommentarer :) og godt arbejde med banneret, det er jo bare lige i øjet!

    SvarSlet
  2. Tak. Lad blot kommentarerne akkumulere.

    SvarSlet
  3. Rigtig interessant læsning! Og sikke et dejligt budskab I sender. At man kan skabe så meget sjovt uden at skulle reklamere for sig selv og bruge tid på at snakke om det, men bare ved at GØRE DET. Evt i fællesskab. Det er sejt.
    Og så janteloven... Det er vel unægteligt gået hen og blevet en del af den danske væremåde; at være lidt ydmyg og selv-kritisk, hvilket jeg nok holder ret meget af, når jeg sammenligner med andre lande. Jeg er nu ret stærk modstander af Janteloven, og i det hele taget alle forsøg på at beordre mennesker hvordan de skal opfatte sig selv. Sådan noget pjat.

    SvarSlet