Så jeg tænker: ”Fuck, hvad gør jeg?” med samme sindsro som en zebra i en blender. Imens summer radiatoren og køleskabet slår fra. Igen. Efter en hastig forbedring af skaderne må det være på sin plads at trække vejret. Hvilket også giver mulighed for nærmere at betragte pletterne på gulvet. Og i siddende stilling, hvor lyset falder med en anden vinkel på køkkenlågerne, træder striber af indtørret væske så meget desto tydeligere frem. Fjerlette gardiner formet af præstationsangst. Alt i alt miserabelt. Det er som om apatien har langt gunstigere forhold jo nærmere legemet er jorden. Så jeg rejser mig hurtigt igen og takker tilfældighederne for, at jeg dog befinder mig på fjerde sal.
Eftersom panikken ikke forsvinder af den grund, bliver det næste at forholde sig kritisk til massen af kulhydrat, fedt og begrænsede mængder vanille, som engang var forstadiet til en soufflé. Endnu har ingen kreativ løsning stemplet ind. Og på trods af situationens alvor forfalder jeg nu til en virkelighedsfornægtende ren-slikning af skålen. Sammen med resterne af dej forsvinder også alt håb, og eneste lys i ovnens sorte tåger er tanken om en liter slave-is fra Netto i fryseren.
Velbekomme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar