Ellers ikke det store

Det var lige så godt på en højhellig søndag at begrave stridighederne som at kanalisere budskabet ud til medlemmerne. Formanden havde længe tænkt over dette og i forvirringen efter bortførelsen havde han ladet stå til, hvilket havde fået sekretæren op af stolen, men så heller ikke mere end det. Nu sad de i rummet og ventede på gæsternes ankomst. Det havde altid været den samme måde at vente på: Én havde tændt for radioen, en anden pludselig fået lyst til at læse i tidsskrifter, som ellers bare lå og samlede støv. Gentagne gange kiggede man på uret og på et ganske forudsigeligt tidspunkt gik én af de to på toilettet for ligesom at undslippe rummets velrengjorte og nydeligt opryddede tomhed. Formanden og sekretæren kastede et taknemmeligt blik på hinanden, da det bankede på døren.