18.1.13

Post-strukturalistisk og dekonstruktivistisk metaanalyse af facebook profilbilleder vol. V


Sidste afsnit i serien om facebook-profilbilleder følger her:

Billede som udklædt

Som i ”billede af en anden person/en kendt”-kategorien (s.d.) muliggøres med udklædningsbilledet en ironisk distancering til det sociale medies fokus på popularitet gennem bl.a. attraktivt udseende. Med en fjollet/grim udklædning signalerer facebook-brugeren at vedkommende har selvværd (og prestige?) nok til at fremstille sig selv i et umiddelbart utiltalende lys på alverdens computerskærme. I modsætning til det kiksede kostume (som netop ikke er kikset, fordi det kræver en social ballast at bære) kan et kostume, der fremmer personens fortrin hvad angår udseende, være en mere eller mindre dårlig undskyldning for at stille sig selv i et bedre lys. Lidt sminke og en flot hat skjuler bumser og vigende hårgrænse. Det hermed fremkomne mere flatterende udseende virker mindre påtaget end et photoshop-manipuleret selvportræt, idet udklædningsbilledet samtidig udtrykker kreativitet og kan ses som resultatet af et tilfældigt klik med et tilfældigt kamera fremfor det nøje udvalgte webcam-foto, der er resultatet af tre-fire timers posering og tre-firehundrede redigeringer.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar