Kæmper og kruseduller

Nogen gange har man bare lidt svært med at koncentrere sig til forelæsningerne. Sådan er det bare, går jeg ud fra. Men pludselig kan der dukke nogen op fra dybet, som ikke kun sørger for at man forbliver vågen, men holder en i højeste kampberedskab. Nogen der får alle ens dyre-reflekser til at vågne. Som her den anden dag, hvor mit hoved blev mere og mere overbevist om, at min ellers meget dygtige forelæser skulle blive ædt levende og det foran os alle. Han blev bare ved med at gå lige hen til gabet af en kæmpe kæmpe, som om han slet ikke havde set den.

Det skal lige nævnes, at alt gik god tilsidst, ingen kom noget til, dog havde mit udbytte af undervisningen været af en anden art end den nok tiltænkte.
(P.S. Jeg har tegnet dyret op i paint, så fremkommer den lidt tydeligere)